Salgs- & Leveringsbetingelser for Beyer Konoy ApS

Gældende pr. 1. februar 2026


1. BETALING OG PRISER

  • Betalingsbetingelser: 8 dage netto. Ved samlede projekter faktureres 50% ved opstart og de resterende 50% ved endelig aflevering, medmindre andet er skriftligt aftalt.
  • Længerevarende projekter: Ved større eller langvarige projekter forbeholder Beyer Konoy ApS sig retten til at fakturere acontobeløb løbende pr. måned baseret på den opnåede projektfremdrift.
  • Medieindkøb: Betaling for annoncering på TV2 er netto kontant. Betaling for annoncering på Facebook, Instagram, Google Ads m.fl. faktureres som udgangspunkt direkte fra den respektive udbyder til kunden.
  • Software og licenser: Plugins, software-as-a-service (SaaS) og licenser købes som oftest for en givet periode og genfaktureres enten direkte fra udbyderen eller via os, hvis der er tale om viderefakturering.
  • Moms: Alle oplyste priser er eksklusive moms.

2. GENERELT, TILBUD OG PROJEKTFORLØB

  • Samlet entreprise: Afgivne tilbud er kalkuleret som en samlet entreprise og er ikke opdelt til enkeltvis prissætning, medmindre andet eksplicit fremgår.
  • Tilbudssvarighed: Afgivne tilbud er gældende i 30 dage fra tilbudsdatoen. Undtaget herfra er trykpriser, som er dagspriser.
  • Korrektur: Priser er udregnet ud fra et sammenhængende og uforstyrret produktionsforløb. Første korrekturrunde er altid indeholdt i tilbuddet. Efterfølgende korrekturrunder faktureres efter medgået tid. Korrektur skal fremsendes skriftligt med tilbagemelding senest inden for to (2) arbejdsdage.
  • Projektledelse: Det forudsættes, at kunden udpeger én primær projektleder, som indsamler og koordinerer alle kommentarer internt i virksomheden. Produktionsmøder afholdes som udgangspunkt i vore lokaler eller online.
  • Tidsplaner og kundeforsinkelser: Aftalte deadlines og tidsplaner forudsætter, at kunden leverer det nødvendige materiale, feedback og godkendelser skriftligt og rettidigt. Ved manglende tilbagemelding eller forsinket kundemateriale forbeholder Beyer Konoy ApS sig retten til at justere projektets samlede tidsplan tilsvarende uden at det udgør et mislighold.
  • Ekstraarbejde: Arbejde ud over det i tilbuddet beskrevne omfang – herunder ekstra korrekturgange, nye/ændrede ønsker undervejs, hasteopgaver eller ekstraordinært tidsforbrug som følge af mangelfuldt kundemateriale – faktureres særskilt efter medgået tid.
  • Transport: Eventuel transport og kørsel faktureres efter regning/statens takster.

3. OPHAVSRET, BRUGSRETTIGHEDER OG RÅFILER

  • Brugsret til færdigt materiale: Kunden opnår ved fuld og endelig betaling en uoverdragelig brugsret til det færdige, afleverede materiale (f.eks. færdigklippede videoer, eksporterede billedfiler i JPG/PNG, trykklare PDF-filer eller det færdige website) til det formål, der er aftalt ved projektets opstart.
  • Ejerskab af råfiler og kildefiler: Beyer Konoy ApS forbeholder sig og beholder det fulde ejerskab samt ophavsretten til alle råfiler, kildefiler og arbejdspapirer opstået under processen. Dette gælder uforkortet for:
    • Video og foto: Råoptagelser (RAW/LOG-filer), ubearbejdede billeder, lydfiler samt redigerings- og projektfiler (f.eks. Premiere Pro, After Effects, DaVinci Resolve osv.).
    • Design og grafik: Arbejds- og kildefiler (f.eks. Adobe InDesign, Photoshop, Illustrator, vector-arbejdsfiler osv.).
  • Frikøb: Råfiler og kildefiler udleveres som udgangspunkt ikke. Ønsker kunden at frikøbe rå- eller kildefiler, skal dette aftales skriftligt forud for projektets opstart eller mod særskilt frikøbsvederlag efter aftale.
  • Lovlighed af kundens materiale: Kunden indestår for og bærer det fulde juridiske ansvar for, at tekster, billeder, varemærker og andet materiale, der overlades til Beyer Konoy ApS til brug i produktionen, er lovligt og ikke krænker tredjemands ophavsret, varemærkeret eller andre rettigheder.

4. WEBSITES

  • Adgang til webhotel og database: Forudsætter at der eksisterer et webhotel/domæne med FTP- og databaseadgang. Såfremt en beta-side ikke kan opbygges direkte på kundens webhotel, opbygges den på bureauets servere. Overflytning til livedomæne faktureres efter regning.
  • CMS og ejerskab: Grundsystemet (Joomla) er gratis open source, og kunden ejer fuldt ud rettighederne til eget indhold og egen installation.
  • Om Joomla: Hjemmesiden udvikles i Joomla, som er et fleksibelt open-source CMS. Det sætter os i stand til at opbygge strukturerede systemer, som kunden selv kan opdatere og vedligeholde efterfølgende.
  • Senere udbygning: Det vil på et hvert tidspunkt være muligt at udbygge siden med mere indhold, flere faciliteter eller sprog – enten af kunden selv, i samarbejde med os eller med en anden udvikler.
  • Søgemaskineoptimering (SEO): I opbygningen tages der højde for grundlæggende teknisk SEO og kommunikation med søgemaskiner. Dybdegående SEO, søgeordsanalyse og løbende optimering er ikke indeholdt, medmindre dette fremgår direkte af aftalen.

5. SOCIALE MEDIER (SoMe)

  • Adgang til annoncekonti: Aftalte priser forudsætter, at kunden tildeler Beyer Konoy ApS de nødvendige adgange til Facebook-sider, Business Manager og annoncekonti. Assistance til opsætning eller rettighedsstyring faktureres efter medgået tid.
  • Betaling for medieforbrug: Annoncemedier (Meta, Google osv.) afregnes direkte mellem kunden og den respektive udbyder. Vi anbefaler at oprette en separat konto med et tilknyttet betalingskort til dette. Undtaget herfra er TV2, som viderefaktureres fra bureauet.
  • Løbende aftaler og opsigelse: Løbende aftaler vedrørende SoMe-håndtering eller vedligeholdelse faktureres for 6 måneder ad gangen. Aftalen fornyes automatisk for en ny 6-måneders periode, medmindre den opsiges skriftligt senest 30 dage før udløbet af den igangværende periode.

6. FOTO OG VIDEO

  • Optagelsesdage: Priser forudsætter, at lokationer, statister og rekvisitter er klar til optagelse på det aftalte tidspunkt, og at optagelserne kan gennemføres i et ubrudt forløb samme dag som planlagt. Ekstra tidsforbrug som følge af forsinkelser fra kundens side faktureres efter medgået tid.

7. KLIPPEKORT

  • Anvendelsesmuligheder: Et klippekort kan anvendes til vedligeholdelse, udbygning, troubleshooting, grafik, konsulentbistand samt vikarhjælp/flaskehalse. Arbejdet kan udføres via fysisk besøg, telefon/online assistance, fjernstyring eller direkte på bureauet.
  • Brug og fornyelse: Klippekortet nedskrives løbende med den anvendte tid (pr. påbegyndte 15 min.). Klippekortet betales forud. Ved opbrugt kort fornyes det automatisk med et tilsvarende klippekort, og der fremsendes en specifikation over de udførte opgaver.
  • Udløb: Klippekortet forældes ikke, men uforbrugt tid udbetales ikke. Aftalen om klippekort kan skriftligt opsiges til udløb af et gældende kort.

8. TRYKSAGER

  • Prisforbehold: Priser på tryksager er baseret på dagspriser og tager forbehold for pludselige ændringer i papir- og trykomkostninger fra underleverandører.

9. REKLAMATION OG ANSVARSFRASKRIVELSE

  • Reklamation: Eventuelle fejl, mangler eller indsigelser mod det leverede produkt skal meddeles skriftligt til Beyer Konoy ApS senest 5 hverdage efter aflevering. Hvis der ikke reklameres skriftligt inden for denne frist, anses leverancen for endeligt godkendt, og retten til at gøre mangler gældende bortfalder.
  • Godkendelse af korrektur: Det er altid kundens ansvar at gennemgå og skriftligt godkende fremsendte korrekturer. Godkendelsen anses som accept af indhold, herunder fakta, stavning, formuleringer, grafik og opsætning.
  • Rådgivning: Beyer Konoy ApS påtager sig intet juridisk, strategisk eller økonomisk ansvar. Forslag og input fra os skal betragtes som inspiration.
  • Tredjepartssoftware og platforme: Beyer Konoy ApS kan ikke holdes ansvarlig for nedbrud, fejl, ændringer i retningslinjer, API-opdateringer eller manglende funktionalitet, der skyldes tredjepart (f.eks. hostingudbydere, CMS-systemer, plugins, Meta, Google, TV2 osv.).
  • Ansvarsbegrænsning: Beyer Konoy ApS kan under ingen omstændigheder holdes ansvarlig for indirekte tab, driftstab, tabt fortjeneste, tab af data eller følgeskader. Beyer Konoy ApS’ samlede erstatningsansvar kan i intet tilfælde overstige det honorar, kunden har betalt for den specifikke opgave.

10. GDPR OG DATABEHANDLING

  • Dataansvar: Kunden er selv dataansvarlig for personoplysninger, der indsamles, opbevares eller behandles via kundens egne digitale platforme (f.eks. websites, formularer, nyhedsbreve og annoncekonti).
  • Databehandleraftale: Såfremt Beyer Konoy ApS håndterer personoplysninger på vegne af kunden i et omfang, der kræver det jf. GDPR, indgås der en særskilt databehandleraftale (DBA).

11. REFERENCER

  • Beyer Konoy ApS forbeholder sig retten til at anvende det færdige, publicerede materiale samt kundens navn og logo som reference i egen markedsføring (f.eks. på eget website, sociale medier og i præsentationer), medmindre kunden ved aftalens indgåelse udtrykkeligt har anmodet om fortrolighed.

12. LOVVALG OG VÆRNETING

  • Enhver tvist mellem kunden og Beyer Konoy ApS, som ikke kan løses i mindelighed, skal afgøres efter dansk ret ved bureauets til enhver tid værende hjemting (Retten på Bornholm).